/>

Anni Fønsby lukker for privaten!

Skrevet af onsdag 24 februar 2010

Bookmark and Share

2010_08_Qforside1De fleste kender Anni Fønsby som en kvinde, der er meget åben omkring sit privatliv. Der har været stort set fri adgang til Erik og Annis ægteskab. Åbenheden har været et bevidst valg, som parret har levet fint med – men en række artikler i det seneste års tid har efterhånden lukket munden mere på det kendte ægtepar – og en ny fordrejning af virkeligheden, som kommer i Se&Hør i morgen, slår sidste søm i det åbne vindue ind til parrets liv.

“Vi kan ikke sige noget, uden at det bliver fordrejet. En lille sætning bliver taget ud af en sammenhæng, og så opstår en helt ny historie, som ikke bygger på virkeligheden – men er en løgn der er skabt til at sælge forsider. Vi har virkelig fået nok af den behandling og bliver nødt til at lukke lidt for åbenheden omkring det private”, siger Anni Fønsby til KanDetPasse.dk

Den historie, der nu ruller mere ned for gardinerne i privaten, startede på magasinet Q – og den viser tydeligt, hvad en sætning kan udvikle sig til, når man er godt stof til forsiden og ens udtalelser er penge værd for udgiverne af ugeblade og aviser.

Anni Fønsby giver et interview til magasinet Q. Et længere portrætinterview. I den lange samtale med journalisten udtaler Anni Fønsby sig om to specifikke ting hun bliver spurgt om, og da det kommer i magasinet er der strammet gevaldigt på udtalelserne, så det fremstår som en bedre salgbar historie. Derfra går den ud i mediebilledet med yderligere stramninger – og ender i Se&Hør, hvor en sætning er blevet til to siders historie.

Her kan I følge historiens gang gennem mediemaskinen:

  • OPRINDELIGT INTERVIEW:
    Anni Fønsby siger til journalisten, det er vigtigt at man i et ægteskab aldrig glemmer forelskelsen. Man skal forsøge at bevare de følelser og tanker man havde, da man var nyforelskede – nyde hinanden præcis som dengang, huske kærligheden og også huske at dyrke sex et par gange om ugen, selvom børn og opvask og rengøring også skal ordnes. Forelskelsen, kærlighed og sex er vigtig at fastholde i et parforhold, ellers bliver man jo helt dårlig.
  • MAGASINET Q:
    “Jeg synes, at sex er utrolig vigtigt i et forhold. Hvis der går mere end to dage uden sex, kan jeg blive helt dårlig”.
  • EKSTRA BLADET:
    “Erik Damgaard behøver ikke frygte, at ægteskabet med Anni resulterer i mindre og mindre sex. Brystbomben forlanger ligefrem, at han yder på lagenerne”.
  • SE&HØR:
    “ANNI kan ikke få nok: Afhængig af sex… Som en herskerinde kræver Anni det. Vild og svedig sex. Og hvis hendes slave Erik glemmer det, minder hun ham om det med det samme”.

Og her den anden historie fra samme interview:

  • OPRINDELIGT INTERVIEW:
    Anni Fønsby bliver spurgt til forholdet med Erik, som udefra set kan minde lidt om Pretty Woman. Anni svarer, at hun ikke mener der er specielt meget Pretty Woman over det – men at sådan vil man selvfølgelig altid nemt kunne se det udefra, når den ene part er meget velhavende. Der er ikke mere Pretty Woman over mit forhold til Erik end der var med exkonen Signe eller de andre Erik har kendt. Det er bare almindelig kærlighed, hvor den ene har flere penge end den anden.
  • Q:
    “Jeg var jo selv forretningskvinde, da jeg mødte Erik. Der var mere Pretty Woman over Erik og hans ekskone Signes forhold end vores. Signede arbejdede ikke, mens de var gift (…) så nej, jeg synes ikke der er Pretty Woman over vores historie. Jeg klarede mig selv og tjente mine egne penge”.
  • EKSTRA BLADET:
    “Der var mere ‘Pretty Woman’ over Erik og hans ekskone Signes forhold end vores. Signe arbejdede ikke, mens de var gift”.
  • SE&HØR:
    “I interviewet med Q afslører hun, at hun nok ikke er bedste veninder med Erik Damgaards ekskone, Signe. Anni leverer noget af en bredside og siger, at Signe aldrig rørte en finger i det forhold.”

Annie2xIsær den sidste af de to historier gør Anni ked af det og får hende til at stoppe op:
“Det er virkelig frygteligt, når det ser ud som om jeg hænger Signe ud. Det har jeg jo ikke gjort i interviewet – og vi er absolut på talefod! Hun er en fantastisk kvinde, super god mor til Eriks børn og hun var fantastisk for Erik. Og nu ser det ud som om jeg hader hende og anklager moderen til Eriks børn for at være en arbejdsløs pretty woman-kone. Det var jo netop det jeg sagde, at ingen forhold er i virkeligheden”.

“Historier som denne gør, at jeg ikke fremover kan udtale mig om privatlivet andre steder end der, hvor jeg har total kontrol over ordene fra start til slut. Jeg har en klumme på B.T., hvor jeg kan tillade mig at være privat, fordi jeg selv styrer ordene – og så kan jeg også i LIVE-TV sørge for, at tingene ikke bliver klippet i stykker. Begge dele vil nok også blive fordrejet af medierne efterfølgende, men så vil læserne selv kunne se min oprindelige sætning og opdage hvor fordrejet en historie er. Det er i hvert fald tydeligt, at nogle chefredaktører tænker mere på salgstal end etik”, slutter Anni Fønsby samtalen med KanDetPasse.dk

/ Jeppe Søe