/>

BEGRÆNS PRESSEFRIHEDEN

Skrevet af torsdag 1 maj 2014

Bookmark and Share

Pressen er den første statsmagt, men skal tilbage tilbage til sin fjerdeplads.

Af Jeppe Søe.

Overskriften om at begrænse friheder er voldsom at få over sine læber, til gengæld har jeg sagt ordene i mine foredrag gennem 14 år.

Pressen er anderledes end den var i gode gamle dage, hvor konkurrencen var lav og mediestøtte dækkede fint, fordi folk faktisk købte aviserne. I nyere tid er alle under pres og derfor taler pengene mere end etikken. Jagten på en bedre forside end den konkurrenten har, rykker grænserne for, hvad man bør skrive.

Da jeg startede KanDetPasse sammen med Bircow var det netop fordi, at de fleste “kendisser” mærkede denne øgede jagt på egen familie og krop. Grænserne var ikke bare rykket, men i de fleste tilfælde helt væk. Og nu måtte nogle sætte hælene i og arbejde for en hårdere lovgivning på området. Kampen har dog været totalt umulig. Fordi medierne er den første statsmagt.

Da vi startede følte især Se&Hør sig ramt. Chefredaktør Kim Henningsen gik i klinch med mig og vi mødtes i en del debatter. Han er veltalende og man aner nærmest glorien der pudses konstant, men de fleste kan se, hvor beskidt den er på ugebladet.

Alligevel var der ingen der satte foden ned. Uge efter uge tabte ugebladet retssager. De skrev ting, der var over grænsen for privatlivets fred. De blev kritiseret for deres metoder – men ingen løftede et øjenbryn. I samme periode rendte ekstra bladets rundt i politikernes private skraldespande, BT rodede i skattepapirer, populismen voksede i alle medier og fejlene blev flere og større. Se&Hør i Norge misbrugte oplysninger om kendte personer fra Nordea, Qvortrup roste medarbejderne fra Nordea – men vi talte om den norske skandale, der aldrig kunne ske herhjemme. “News of the world” viste hvordan det kunne blive, men vi talte kun om den forfærdelige engelske presse, som var så langt fra vores egen.

ALLE MEDIER BRUGTE SE&HØR SOM TROVÆRDIG KILDE!

Andre medier delte og skrev ugebladets historier. Så snart Se&Hør havde fundet frem til noget snavs om en kendt, var tabloidaviserne på historien – og i de fleste tilfælde også den øvrige presse, afhængig af hvem den kendte var. Når man skriver historierne i eget blad, blåstempler man historien og ugebladet og metoderne. Og når man skriver historien, med ugebladet som eneste kilde, har man også indirekte accepteret ugebladets kilde. Man tror jo åbenbart fuldt og fast på, at Se&Hør er en etisk fejlfri størrelse – da enhver historie jo udsættes for kildekritik, og her har man troet på ugebladet, når man skrev videre på historien.

Bagefter en tabt retssag har man siddet i presselogen på News (den danske mediekirke) og angret et par synder – presselogen er stedet, hvor man lige kort kan drøfte op og ned. Og sige undskyld. Men aldrig undskyld for de store linier. Dertil er pressen for selvbeskyttende. Jeg skal aldrig glemme, da jeg i presselogen angreb pressen for netop dette – og Tøger Seidenfaden sagde til værten, at “der må være grænser for hvor små ting vi skal bruge tid på at debattere”. Og så stoppede det. Chefredaktøren havde talt.

Fakta er dog, at Se&Hør ikke kun er et selvstændigt stykke papir, men også har været en kilde, man ukritisk har vurderet sand – og derfor har en kendt person, der hænges ud i Se&Hør, straks været forsidestof i alle medier. Ingen vil undlade at skrive om det, alle taler om.

DER KOMMER IKKE TIL AT SKE EN SKID

Hele pressen må derfor se indad. Og det er ikke nok. Hele pressen må ses på udefra. Politikerne står i kø for at sige i disse dage, at det “overgår deres fantasi” og at de er “rystede”. Vi er altså en del herude, som hverken er overraskede eller rystede. Vi har sagt det i mange, mange år. Højt endda. Men altid har man fået at vide, at pressefriheden er vigtigst – alt imens retssagerne hobede sig op og grænserne for god presseskik blev brudt på daglig basis. Intet er sket. Og det er med sikkerhed også, hvad der vil ske denne gang: INTET!

Vi er rystede en tid. Politikerne er rystede. Og overraskede. Medierne skriver løs om Qvortrup og en række andre medarbejdere, der sendes hjem een for een. Det er nemlig dem der gjorde det. Se&Hør-sagen. Handler kun om Se&Hør. Alle andre medier “kunne aldrig drømme om…”

Enkelte vil, som jeg, kræve en markant større straf til medier, der krydser grænser i det daglige – og kræver erstatninger i millionklassen til forurettede – men i presselogen vil man høre skiftende mediefolk og politikere tale om, hvor farligt det vil være. At Se&Hør er noget helt særligt. Og nu er det jo lukket, som Aller nok vælger, for at signalere, at metoden ikke gælder deres 100 andre magasiner.

Danske Medier indkalder til møder og skal nok fortælle os alle, at de har styr på selvransagelsen. Dansk Journalistforbund og alle andre organisationer kæmper for at begrænse skaden. Og alle medier skriver nu i en tid om skandalen. Indtil den dør, som så ofte før. Og så råber vi videre på fløjen, men bliver igen lagt på is.

TO SKRIDT TILBAGE
OG TI SKRIDT FREM

Den virkelige synder, os der læser og lytter og ser på medierne, elsker at være helt nede i bukserne på de kendtes skandaler. Konkurrencen er enorm på det stof, vi så gerne vil ha. Vi får hvad vi beder om! Og politikerne beskytter de medier, der går over grænsen. De skal ha deres pressefrihed og branchen skal nok rette ind og lave selvjustits. Endelig er politikerne uendelig bange for at lægge sig ud med pressen, der så følger efter dem på motorvejen for at se, om de altid kører 110.

Politikernes rolle er at udstikke rammerne for et samfund – og der indenfor kan vi så være fri. Der er folk, der elsker at se på børneporno, men der sætter vi grænsen. Der er folk, som elsker at ryge en plante fra naturen, men der sætter vi grænsen.
– Og der er folk, der gerne vil læse hvad en kendt person foretager sig i deres private soveværelse, men der sætter vi IKKE grænsen. Det klarer mediet selv.

Frihed er godt. Fantastisk. Og vigtigt. Men enhver form for frihed har også nogle øvre grænser, hvor man som samfund siger, at du er gået for vidt. Og det er præcist hvad den samlede presse er. Gået for vidt. De ved det godt, at træder sikkert af sig selv to skridt tilbage. Men det betyder ikke, at de bliver der. De træder frem igen. Når skandalen har lagt sig.
Da Diana døde, og man mente det var på grund af paparazzi, fordømte medierne deres egen brug af den slags billeder. De stod i kø for IKKE at ville vise den slags billeder nogensinde mere. De trådte to skridt tilbage… og ti frem.

KANDETPASSE I HÆLENE PÅ DEN FØRSTE STATSMAGT

Vi har i en tid været i hælene på Se&Hør. Jeg har talt med masser af kendte og hjulpet dem med stort og småt i forhold til pressen og vidste, at der fandt overvågning sted. Men jeg har ikke kunne greje hvordan. Under Anni Fønsby sagen vidste jeg, at der var GPS måling på hendes bil. Men der var andre kendte, som berettede om mere mærkelige henvendelser fra ugebladet. Vi tænkte detektiver, gps, og vurderede altid, om det kunne være venner eller reelle kilder tæt på. Men mange gange var der ingen der vidste noget, andet end den kendte… og Se&Hør.

Sidste år hørte jeg første gang om Bo xxx, der er “tys tys kilden”.
På hans profil kunne jeg i bagklogskabens lys have koblet, at han arbejdede hos PBS i sin tid, men det slog mig ganske enkelt ikke, at kreditkort var omdrejningspunktet.
Istedet var jeg klar over, at han som IT ekspert måske kunne hacke emails eller facebook. Dertil rakte fantasien og det var vores spor. Bogen, som Ken B. Rasmussen skrev, satte det på plads. Og satte dansk presse på plads.

Nu mangler vi bare, at der er ANDRE der sætter pressen på plads. At lovgivere siger, hvortil de ønsker grænsen for frihed.
Det skal ikke være pressen selv, der sætter de grænser. Dertil er de for fokuserede på, at købmandsbutikken skal løbe rundt – og her er nærgående sladder en væsentlig del, at butikkens sortiment.

/Søe.