/>

Beskyldt for at stjæle et barn

Skrevet af tirsdag 17 august 2010

Bookmark and Share

Jeg har skrevet en del om mediernes måde at arbejde på i min bog: Ruth – det ik’ slut! om begrebet mobning i relation til mediernes måde at maltraktere mennesker på.

For nylig har jeg så igen haft en oplevelse med medierne, denne gang B.T., som uden overhovedet at gøre sig den ulejlighed at kontakte mig, bevidst har smædet min person og den menighed, som jeg er præst for.

Nu har der jo så også været stille omkring min person og menigheden Faderhuset i et stykke tid, efter at hovedpersonen i en uhørt smædekampagne rettet bevidst mod os for at ødelægge os, har fået tilhold fra politiet. Det gav en smule respekt og der har således været en pause i det overmodige og ondskabsfulde medieovergreb, som vi har måttet lægge ryg til.

Men nu kunne de ikke klare den længere. B.T. fik en historie om en far, der ikke fik lov at se sit barn. Og mon ikke der findes en del tusind af den slags, men fordi barnets mor var medlem af Faderhuset, var det mægtig interessant at snage i personlige forhold og udstille et barn til forevigelse på nettet, som altid vil være tilgængeligt, og fortælle historien om ham – vel at mærke den løgnagtige historie. Berit Hartung fra B.T. kontaktede inden hun skrev artiklen, moderen, som er med i ledelsen for Faderhuset, og fortalte, at hun var i gang med en artikel om forældre, der ikke fik lov at se deres børn, hvori så hendes søn skulle indgå. Journalisten fik hele sagens rette sammenhæng fortalt og artiklen skulle således på en lødig måde fremstille sagen.

At det skulle handle om Faderhuset og mig som præst for menigheden, meldte sagen intet om. Og som før nævnt fik jeg end ikke en opringning fra Berit Hartung. Det er vel det mindste hun kunne gøre, men igen – sandheden er ikke interessant.

Sagen omhandler en dreng, der i forbindelse med fastsættelse af samvær i Statsforvaltningen, har været til en time lang samtale med en børnepsykolog, som efterfølgende kunne dokumentere, at drengen af egen fri vilje ”har besluttet ikke at ville være hos sin far”. Hverken moderen eller faderen eller for den sags skyld Ruth Evensen, har været til stede og det er vel temmelig naivt at tro, at en dygtig veltrænet børnesagkyndig skulle bedømme en sag så forkert. Nej tværtimod. Han har hørt helt rigtigt: drengen vil ikke længere finde sig i sin fars behandling af ham og har ventet til han blev 13 år, så han selv kunne bestemme. Sådan er det!

Nu hvor faderen er ved at miste terræn i forhold til sin søn, skal der findes en syndebuk: og hvad er lettere end at gå til B.T. og fortælle, hvordan ”sekten” Faderhuset har stjålet hans barn: Som han udtrykker det i artiklen: ”Faderhuset stjal min søn” den 31. juli 2010: ”… og jeg er sikker på, at Ruth Evensen har en finger med i spillet.”

Hvilken vanvittig mistænkeliggørelse er det! Drengen er min nieces søn og jeg har fulgt forløbet siden hans fødsel. Jeg har været præst for moderen og drengen i alle år. Skulle jeg være fuldstændig ligeglad med et barns trivsel?

En helt igennem opfundet og usand fremstilling af en sag, som ikke er en menighedssag, men en forældresag. Dog en udmærket anledning for B.T. til at få en historie. Utroligt er det, at journalisten fra B.T. ikke giver mig en opringning eller sender mig en e-mail, om denne sag har nogen sandhed i sig. Det syntes ikke at være nødvendigt.

Hvad er det vi danskere stiltiende har fundet os i år efter år? At mennesker bliver mobbet og overgrebet af medierne! Ikke mange synes at kunne magte at tage til genmæle og injuriesager er jo ”alt for dyre og besværlige – og alt smudset bliver hvirvlet op”, så det bliver man som regel frarådet. Ja, hvis det fortsætter sådan her, skal medierne nok få vind i sejlene og fortsætte deres mobning og overgreb.