/>

De kendte har MASSER på hjerte!

Skrevet af fredag 12 februar 2010

Bookmark and Share

En artikel i MetroXpress forsøger idag at fastslå, at de kendte intet har på hjerte. Den sammenfatning må avisen selv rode med at forstå, vi forstår den ikke!

Artiklen bygger på et interview igår, hvor vi i et kvarter talte med journalisten fra avisen. Vi forklarede, som det også står på siden, at vi har haft voldsomme problemer med serveren, som gør at vi i lange perioder ikke har kunnet opdatere, folk har ikke kunnet logge på – og hjemmesiden har endda haft ugentlige nedbrud. Vi kører nu på ny server, som skulle løse problemerne. Den information fandt dog overhovedet ikke vej til spalterne, selvom vi finder den ganske væsentlig.

Derudover bygger avisens artikel på den samme misforståelse, som den øvrige presse har valgt at vinkle vores hjemmeside på. Det talte vi også om i interviewet. DET HAR ALDRIG været KanDetPasses tanke at være et nyhedsmedie, hvor der kommer nyt på hver dag – KanDetPasse er et værktøj, som offentlige personer kan bruge NÅR de rammes af noget. Siden lanceringen har vi fået lidt over hundrede mere oprettet, og i de fantastiske breve vi har fået om KanDetPasse fra virksomheder og personer, der har været ramt, fremgår det netop at de agter at bruge den, hvis det går galt.

I artiklen fremfører avisen en såkaldt ekspert, som det sig åbenbart hør og bør i enhver artikel idag. Denne siger, at “de kendte har en interesse i at dukke op i ugebladene og derfor ikke ønsker at komme med egne versioner”. Det ved enhver faktuelt er forkert. Vi ved jo ikke, om også interviewet med ham er forkortet og forvrænget – derfor nævner jeg ikke ekspertens navn. Men hvis eksperten og avisen lige ville søge på artikeldatabaser og se, hvor mange artikler der har været bragt i medierne i de sidste 2 måneder om “kendte” der forklarer en sag, så er den holdning slået til hjørne. Amin Jensen, Michael Bjørnson, Don Ø og mange andre har lagt sager an og fortalt deres historie og luftet deres kritiske holdninger. At de ikke har skrevet det på KanDetPasse skyldes serveren, men at det er sket gentagne gange er uomtvisteligt.

Det er klart at en side som KanDetPasse ikke ligefrem nyder pressen store kærlighed, men artiklen i MetroXpress er dog så tåbelig tom for substans, at den næsten er skrevet mod bedre vidende. Vi er dog ret ligeglade på hjemmesidens vegne, rygterne om vor død er stærkt overdrevet – men vi føler da et stort ansvar for de tilmeldte skribenter, som nu får skudt i skoene de er hjertetomme. Idag har flere meldt sig, fordi de HAR noget på hjerte. Og det vil tiden jo så vise 🙂