/>

Jeppe Søe: Pressen er et juridisk problem

Skrevet af onsdag 1 september 2010

Bookmark and Share

Jeg har nu i to dage fungeret som Anni Fønsby’s presserådgiver ved retten i Odense. Det er tydeligt, at der er to domstole tilstede. Den ene fungerer indenfor som retssystemet nu engang er skruet sammen. Vidner afhøres, forsvarer og anklager arbejder på hver deres sag – og dommeren sidder med bisiddere og lytter til alle sider af sagen, så de til sidst kan komme med en domsafsigelse. DEN side af retssagen kommenterer jeg ikke, da jeg både er inhabil og overlader sagen til at være mellem dommer og de juridiske eksperter.

Men udenfor kører en helt anden domstol, der hver eneste dag leverer en dom ved deadline. Domstolen udenfor er de store mængder af journalister, der omringer retsbygningen med rullende kameraer – og indenfor i retslokalet åbner deres bærbare computere med mobilt internet, og refererer løbende hvert et ord der bliver sagt. Sammenfatninger sker ikke bare om aftenen, når dagen er overstået og man kan gøre en form for status – men løbende hver gang der siges et ord i retten.

Dækningen og vinklingen af historier er meget blandet må man sige!

Hvad har Anni på af tøj?

BT laver ren underholdning for alle pengene. Overskrifterne dømmer Anni igen og igen på forhånd, baseret på ord i retten der endnu ikke er modsagt af forsvaret – der jo først kommer til om nogle dage. Endelig er dækningen så plat og ondskabsfuld, at det er svært at finde ud af om man skal kalde folk for journalister eller terrorister. En overskrift i BT lød: “Annis gummiansigt fortrak ikke en mine”. I samme artikel blev der skrevet om “de kødfyldte læber”. Hvis min søn i børnehaven talte sådan om de andre børn, ville han få en kæmpe skideballe. Det er mobning i en grad, som end ikke børn på to et halvt får lov at praktisere uden at pædagogerne bryder ind. Men når det er BT der skriver om Anni, så er der frit slag på alle hylder.

Annis ur koster en kvart million…

Denne onsdag, hvor der er fridag i retten, har BT en længere gennemgang af Annis garderobe, solbriller, tøj og ur. Lad mig citere fra dagens udgave af BT: “Anni Fønsbys fingre og håndled drypper af guld, brillianter og diamanter (…) Anni Fønsbys Rolex ur svarer i klingende mønt, til cirka-prisen på en tre-værelses andel i Valby. Den mest skrabede Rolex model koster ca. 25.000 kr. Hældes der rødguld, brillianter og rigelige mængder bling på skiven, som på Fønsbys, er prisen flere hundrede tusinde kroner”.
Hvad de ting har med retssagen at gøre er uvist – og mere morsomt er det, at Annis ur såmænd kan købes online HER hos Kyboe til 1.800 kroner. Jeg kender ikke prisen på tre-værelses lejligheder i Valby, men tror det ligger lige over prisen her i Vejle.

En retssag ER en alvorlig begivenhed!

Det er som om visse blade slet ikke har opfattet, at de faktisk dækker en retssag – hvor to mennesker af kød og blod forsvarer sig mod alvorlige anklager. To mennesker, der også læser aviser – og både har hjerte og hjerne til at forstå, at dommen i folkehavet udenfor er faldet forlængst. Af samme grund aftale Anni og jeg netop, at denne sag krævede to forsvarere. En der tog sig af den vigtige sag indenfor – og mig, der er forsvarer udenfor. Opgaven er ikke at gøre det besværligt for pressen at dække en retsag mod Anni Fønsby, eller at spinne løs som om det handlede om dansk politik. Opgaven er, at sørge for at VI i det mindste holder os til det, der foregår indenfor – som er det, der bør bruges kræfter på. Udenfor skriver pressen alligevel præcist som de vil, uanset hvad jeg, Anni eller de faktuelle ord siger i retten. Så meget har jeg da oplevet på bare to dage.

Anni og Erik har jo selv været ude om det!

Mange vil mene, at Anni og Erik jo selv har været ude om denne dækning, da de har skabt deres image selv via reality. Det er fuldstændigt rigtigt, at Erik og Anni deltog i en udsendelsesrække, der havde til formål at beskrive deres rigmandsliv. Derefter har de så været stemplet – uden nogen som helst mulighed for at vise, at de OGSÅ er almindelige mennesker med bleskift og problemer. Pressen dyrker deres idoler i de kasser, som de nu er sat i – hvad enten det er Sidney Lee, Anni og Erik, Kandis-Johnny eller Klaus Riskjær. En gang stemplet, altid stemplet. Jeg finder det personligt ikke rimeligt, at fordi en person har medvirket i en reality-udsendelse, så skal en ganske alvorlig retssag dækkes med udsagn om kødfyldte læber og gummiansigter. Inde bag ethvert ikon i pressen gemmer sig også andre sider, og som sådan må man altid møde mennesker. Mener man virkelig, at man på livstid skal straffes for måden man blev kendt? Kan man aldrig bryde ud og vise sig fra en anden side? Eller bare ændre sig med alderen? – Har du ikke selv, kære læser, ændret dig de sidste 15 år?

Jeg er personligt sat sådan sammen, at jeg mener ethvert menneske i verden har ret til at forsvare sig – og til at blive behandlet ordentligt og med respekt. Det gælder uanset, om man er enig eller uenig med vedkommende. Hvis man er så snæversynet, at man ikke kan udvise respekt for dem, man ikke bryder sig om – så er menneskets grundvilkår for at leve sammen trådt under fode. Anni Brinch er for tiden i retten i Odense, hvor hun forsvarer sig mod en alvorlig anklage – og hun har krav på præcist de samme vilkår og rettigheder som enhver anden borger i Danmark. Men vilkårene er anderledes for Anni i retten i Odense.

Pressens rolle er en trussel mod retssamfundet – vidnerne læser med!

Dækningen af sager som denne, der har stor mediebevågenhed – om det så er fordi den ene tiltalte er kendis, eller forbrydelsen voldsom, som vi f.eks. ser det i drabssager – er en helt speciel kaliber sag, der muligvis kræver en ændring i enten lovgivning eller retspraksis. Jeg tror vi kommer til at se meget mere til folk som mig, der ansættes til at være rådgiver i domstolen udenfor – da den spiller en rolle uden sidestykke. Jeg ser ihvertfald juridiske problemer med pressens væremåde, og her tænker jeg ikke på hverken kødfyldte læber eller guldure til 1.800 kroner:

I Danmark må man ikke filme i retssale. Men man må gerne sidde med sin bærbare og sende alle ord ud, der bliver sagt i retten, så alle på hjemmesiderne kan sidde og følge med i alle ord – og de tolkninger som journalisterne vælger at udvælge efter. Alle ord i retten bliver skrevet ned og sendt afsted med lynets hast. I Annis sag sidder 9 journalister og rapporterer live fra retssagen. Læserne er muligvis glade, men der er jo andre læsere af sådanne ord. F.eks., er der i denne sag indkaldt 13 vidner. De kan også sidde og læse med, og kan derfor forberede deres svar – eller måske senere i sagen henvise til noget, som de har læst at et andet vidne har sagt. Vidnerne i en retsag som denne kan altså forberede deres forsvar eller anklager efter den retsbog, som pressen laver løbende. Når dette breder sig, så vil vi da f.eks. kunne se folk fra det kriminelle miljø, der med henvisning til Anni-sagen kan sidde ved retssager med en bærbar og sende alt ud på en blog om det, som et vidne siger. Det er kun journalister der må gøre det fra retssale, men det er ikke en beskyttet titel – og enhver med en blog kan gøre det samme, som også her på KanDetPasse.dk – næste gang er det måske stikker.net der rapporterer live.

Live-opdatering kan ikke trækkes tilbage!

Derudover skrives alt jo ned. Enhver der har set film fra retssale ved, at forsvarer eller anklager først kommer til vidnet bagefter. Hvis f.eks. anklageren har et vidne i stolen, så starter hun med at udspørge – derefter kommer forsvarets modspørgsmål. Det sker, ikke så tit – men muligheden er der – at f.eks. en forsvarer i hans afhøring bagefter påviser, at vidnet f.eks. har fået betaling for at sige de ting, vidnet siger. Eller måske er truet til at sige det – og derfor beder forsvaren om, at vidnet slettes på grund af dette.
Men alt vidnet har sagt er forlængst blevet pressehistorie – og nu skal journalisten så skrive “Alt i har læst de sidste to timer skal I glemme”. Det ved enhver, at det kan ikke lade sig gøre. Sagt er sagt, skrevet er skrevet – og blevet del af Google og folks bevidsthed.

Anni dømt på forhånd i pressen

Retssikkerheden herhjemme består i, at man hører alle sider af en sag. Derfor tager det mange mange retsdage og mange mange ord at komme hele vejen rundt. Anklageren er først på spil – derefter forsvaret. Dokumenter der fremlægges nu er anklagers, mens forsvarets papirer først kommer senere. Papirer der, måske, vil bevise at anklagers sag er helt skudt i sænk. Men pressen dømmer dagligt. Allerede efter første dag i retten, hvor kun anklager havde ordet, kunne der på forsiderne læses ord som: “Annis kontraktkrav afsløret”, “Idag vil de knække hende”, “kunne ikke få penge nok”, “pressede på for at styre bordeldrift”, “drev syv bordeller sammen”. Ikke et eneste sted beskrives det, at man ifølge retspraksis jo kun har hørt politiets sag endnu, og derfor først i næste uge ser forsvarets sag. Det eneste der står om forsvarets kommende virke er “Idag vil de knække hende”. Efter min bedste bedømmelse er det tolkninger, der ikke passer med de ord der reelt blev sagt i retslokalet, hvor man fik alle detaljerne med. Derudover virker disse journalistiske drejninger og tolkninger mere målrettet forside og bladsalg, end sandheden fra retten. Der er faldet dom udenfor, det er tydeligt af ordene der skrives. Og det er stort set alle aviser der skriver sådan. Pudsigt er det også at se, at hvis historierne handler om den medtiltalte, så har hun forskellig titel. Hvis hun anklager Anni for noget, står der “SOFFI: Pengene betalte jeg til Anni”. Men hvis der er en udtalelse, der kan gøre Anni mere suspekt, så bruges det mere hjertelige “Annis veninde havde våben på loftet”. Man bruger altså enten den medtiltalte som en, som det er synd for os som Anni har presset så det skader Annis omdømme – og hvis der er ting den medtiltalte gør, som kan få dem begge til at virke suspekte, så er hun pludselig Annis bedste veninde – og det på trods af, at de anklagepunkter omkring våben og indbrud intet har med sagen mod Anni at gøre, men udelukkende handler om den medtiltalte.

Sladder og vrøvl – omkring en retsag

I kølvandet på en sag som denne kommer selvfølgelig også sladder om alt det udenom retssagen. Det mest spurgte spørgsmål til Anni har været “Hvor er Erik, hvor er dit barn”. Ekstra Bladet lavede artiklen “Anni i retten uden sit barn”. Jeg går ud fra at det næppe kommer som en overraskelse for nogen, at man ikke medbringer en baby i retten normalt – men smør på brødet skal der. Den del kan ikke undgåes og det er del af parrets liv, på godt og ondt.
Selvom det intet har med retssagen at gøre, så fylder sladder en del i vores dage i Odense. Vi har fra starten sagt, at vi ikke ønsker at svare på spørgsmål eller deltage i showet udenfor retten, men lægger alle kræfter indenfor. Alligevel kan det ikke undgås, at sladderen er med. Journalisterne får, med forsvarets ord, “sukker med hjem til forsiderne”.

Jeg håber, at faste læsere af KanDetPasse er klar over, at sladder sjældent har et gran af sandhed i sig. Derfor vil jeg ikke gå dybt ind i dette overflod af tåbelige løgne, der allerede på to dage har fyldt spalterne for at give kroner i kassen. Jeg vil her blot give et eksempel, som endnu engang fastslår, at er man kendis må man finde sig i helt groteske situationer – hvor man er totalt hjælpeløs overfor vanviddet.

Erik kommer ikke!

Mit eksempel af mange handler om Erik, som ikke dukker op i retten. Både vi og pressen havde regnet med, at Erik ville være i retten tirsdag. Han tog til Fyn mandag aften, men pludselig gik alarmerne hjemme, og vagtselskabet meldte indbrud til Erik. Tyveknægte læser også aviser, og der stod at Erik var på vej – dermed er villaen tom, og det er en direkte invitation. Vi valgte at melde det klart ud, for netop at undgå de konstante spekulationer om, at Erik ikke støtter sin kone. Så vi fortalte pressen, at der havde været indbrud hjemme og at Erik derfor tog hjem og passer alt det derhjemme. Jeg har rådgivet Erik til at holde sig helt væk under hele sagen, da jeg ikke finder at der kommer noget som helst ud af, at han dukker op – støtten har Anni i alle pauserne på telefon og der er tæt kontakt, så eneste grund til at komme skulle være at vise Ekstra Bladet at han bakker op – og det rager såmænd ikke nogen at han selvfølgelig gør det. Det er bedre at han bliver og passer alt derhjemme, så Anni ikke også skal bekymre sig om alt det derhjemme. Underholdningen deltager vi ikke i.

Tilbage til sagen, der går igang indenfor – men ved 11 tiden ser vi pludselig på Ekstra Bladet en stort opsat artikel om, at Erik vil gå fra Anni og derfor ikke er i Odense. Grunden er, at indbruddet endnu ikke er meldt til politiet, men kun er nået til vagtselskabet. Ekstra Bladet laver altså selv, uden nogen form for bekræftelse eller kommentar, en tolkning af en manglende anmeldelse til politiet og tænker, at det er nok Erik der er ved at gå fra Anni. Vi må derfor bruge pausen, som vi ellers burde bruge til at forberede forsvaret, på at ringe til Erik og fortælle om Ekstra Bladets historie. Han bliver selvfølgelig vred og sender på email en scanning af anmeldelsen til Ekstra Bladet. De sletter aldrig den usande påstand, men bringer en ny historie om, at Erik er vred. Derudover tager Ekstra Bladets TV hen til parrets private hjem, filmer på privat område at de banker på døren – og filmer gennem vinduet, at Erik kigger ud – men ønsker ikke at levere underholdning til EB og lukker ikke op. Videoklippet slutter med et billede af deres kanin ude i haven – igen filmet på privat grund. (Se indslaget her)

Selvransagelse i pressen?

Måske er det bare mig. Men er det virkelig den presse vi ønsker i Danmark?
Er det virkelig demokratiets vagthund der er på arbejde der?
Er det den fjerde statsmagt eller den første?

Personligt ser jeg problemer i forhold til det faktum, at Anni har ret til en fuldt ud ligeså seriøs og alvorlig rettergang som alle andre. Retssikkerheden må ikke være anderledes for Anni eller Jørgen eller Bendt. Men da hverken Jørgen eller Bendt er kendte fra medierne, eller sat i boks som noget som helst, så dækkes deres sager ikke af liveopdateringer og løbende ord. Og dermed er vidnerne i sådanne sager ikke forberedte på hvad de skal ind til.

Vi må se os selv i spejlet og finde ud af, hvor vi vil hen i Danmark. Vil vi fortsat have den grundholdning, at alle skal behandles lige – eller vil vi virkelig acceptere, at nogle er skyldige før det modsatte er bevist, om ikke andet på forsiden af landets aviser. Pressen må se på sig selv, vurdere om de finder at de lever op til den opgave, de oprindeligt er sat i verden for at løse – eller om de går for vidt. Og endelig må justitsministeren og pressens minister se på, om vi i retssager må revurdere pressens adgang. Jeg ser helst at pressen dækker alle sager, hvem søren skulle ellers holde øje med de magtfulde dommere – men det ser desværre ud som om, at konkurrencen mellem medierne og de hurtige og konstante deadlines gør, at pressens muligheder bør gennemses og opdateres til den nye teknologi. Pressen ser ihvertfald ikke ud til selv at revurdere deres tilgang og væremåde.

/ Jeppe Søe