/>

Jeppe Søe: Bøger uden glorie

Skrevet af tirsdag 9 november 2010

Bookmark and Share

Jeppe Søe (Foto: Svein Hjartarson)

Redaktørens leder:

Den stigende konkurrence i medierne har medført hårdere nyheder. Formen spiller en stor rolle, indholdet har fået en klang af sensation. Væsentlighed er idag også vurderet udfra seertal og læsertal – hvad kan sælges og hvad kan få mediets forside til at skille sig ud. En dokumentar i 90erne behøvede ikke gøre brug af skjult kamera og GPS-overvågning, men idag bruges dette i højere grad end tidligere. Mange vil påstå, at det primært gøres for sensationens skyld. Det er bedre TV at afsløre noget med skjult kamera end at spørge, om man må komme indenfor. På samme måde i ugeblade, hvor det er en bedre historie at “afsløre et skjulested” fremfor bare at ringe og bede om et interview. Formen har taget over vil mange påstå – og indholdets troværdighed er på vej i nedadgående retning.

Ser vi på kendisstoffet er det i høj grad opprioriteret. Det gælder både som altid i ugeblade – men idag også i de såkaldt seriøse dagblade og nyhedsudsendelser. Det er ikke en hemmelighed – og bliver end ikke skjult. Redaktører fra skiftende medier bekræfter det løbende hver søndag i TV2NEWS udsendelse “Presselogen”. Fascinationen spiller en rolle – og udgør en stor del af væsentligheden. I konkurrencens navn. Det er både velkendt og på det nærmeste accepteret. Det er mediernes livsvilkår i den moderne verden.

Presse-etik tilsidesættes

Det er klart, at det har en omkostning for seerne, når man kun viser dem hvad de gerne vil se – og ikke, hvad man som uddannet journalist mener det er væsentligt at fortælle borgerne. Men største omkostning er det for de kendisser, der bruges som salgbart kød for pressens gabestok. Historierne om kendte tager til – og det er i særdeleshed “afsløringer” der vokser. De almindelige objektive journalistiske arbejdsmetoder og de presse-etiske regler tilsidesættes, da man ikke vil kunne afsløre ret meget under de ret snævre regler – og vi ser et stigende antal retssager og klager over medierne – omend de fleste kommer på kendissernes egne blog og facebook-opdateringer. Retssager nytter intet – straffen er så grotesk lille for medierne, at det end ikke betaler advokaten. Medierne har frit spil til ustraffet at agere jagthund fremfor vagthund.

Det vil på sigt gå ud over pressens anseelse og troværdighed. Det er klart, at seere og læsere på et tidspunkt vil reagere, når de vågner op for den hjernevaskede tilstand de er bragt i, og indser at det ikke bare er sandheden der er ilde hørt, men indslaget der er produceret ilde.

Forlag ødelægger bøgers troværdighed

Medierne har hidtil været delt i flere grupper. Der er ugeblade og tabloid, der er de såkaldt seriøse aviser og så er der bogbranchen. Ingen har villet have noget med hinandens stof af gøre, der har været vandtætte grænser mellem hvad der stod i EkstraBladet og i Berlingske – og endnu mere hvad der var egnet til en bogudgivelse. Idag er der gået hul i de vandtætte grænser. Vandet siver ud fra primært tabloid-avisernes dæmning, og laver pletter på alle de øvrige. Berlingske tager ting fra EkstraBladet ind på deres internetsider, TV2NEWS snupper en BT historie og lader den vokse, BT og Ekstrabladet er hver eneste onsdag fyldt med historier fra Se&Hør som udkommer dagen efter – men ovenover alting har moder sol strålet: Bogbranchen.

Bøger har altid haft en særlig glorie over sig. Det er ikke hvad som helst der kunne blive udgivet. Man har bestræbt sig på en høj moral, en totalt clearet factfinder der gennemgår bogens indhold – og stærke redaktører, der afviser snavs. Bogbranchen er bare i vildrede. Bogsalget kan ikke følge med, der er konkurrence og de seneste år har bogbranchen derfor taget fat i tabloid-formen for at se, om det kan få salget til at stige. En lang række bøger har set dagens lys, som er såkaldte “portrætter” af nulevende danskere, ofte lavet uden deres samtykke og medvirken. Vi har altså her journalister, der ved at sammensætte artikler fra medierne og ringe rundt til venner og bekendte tror, at de kan sammensætte portrætter. Det er en væsentlig forandring af ordet “portrætbog”, som i sandhed tidligere enten har været skrevet af personen selv, eller efter vedkommendes død og med respekt for personens liv.

Rigtige venner medvirker ikke

Vi har set så mange af den slags sladderbøger, at bogbranchen har mistet troværdighed. Der er udgivet en stor mængde bøger om Stein Bagger, uden at han har medvirket. Men han solgte forsider, så i løbet af kort tid skulle en bog i handlen. Senest er det Erik Damgaard der er ude med en ny portrætbog, lavet uden at han ville være med. Og den afslører branchens penge-liderlighed. Bøger som disse bliver til ved, at en såkaldt journalist begynder at ringe til vennerne for at høre, om de vil medvirke. I Erik Damgaards tilfælde sagde journalisten til vennerne, at Erik bakkede op om bogen (ifølge Damgaards facebook-profil) – hvilket ikke var sandt. De rigtige venner chekkede selvfølgelig med Erik Damgaard om han var indforstået med deres medvirken – og bakkede ud, da Erik ikke ville være med. Det er jo sandheden om de bøger. INGEN rigtige venner vil da medvirke i en bog, der omhandler en ven som ikke vil ha bogen skrevet. Tilbage er kun de perifert bekendte, og de, der ønsker at skade hovedpersonen. Almindelig kildekritik ville normalt afvise den slags personer, men det er fortid med kildekritik. Idag kører man løs – og i tilfældet Damgaard er der nu over 300 sider skrevet om hans liv, uden at nogle der kender det liv har medvirket – uden at de rigtige venner har medvirket – den er udelukkende baseret på de, der vil medvirke uden hans accept. Det kan man da umuligt kalde venner. Ydermere understreger forlaget deres sensations-liderlighed ved at sende uddrag fra bogen, der ikke handler om erhvervsmanden, men om Anni Fønsby, polterabend, kokain og rockere. Det er der salg i – selvom hovedpersonerne i historierne afviser på det kraftigste.

Og sådan kører bogbranchen løs. Journalisten på bogen er erhvervsjournalist på Berlingske Tidende, hvilket siger en del om den redaktion i fald hun får lov at blive der. Og Berlingske har da også medvirket godt til salget af bogen, ved at lave historier om bogens indhold som om det er den skinbarlige sandhed. Disse breder sig så til andre aviser, til nettet og til tabloidpressen – og pludselig er ord fra en bog, der er skrevet uden personens medvirken og uden kommentarer fra vedkommende, og baserer sig på anonyme kilder blevet til pressens sutteklud på forsiderne. “Anni fik Erik på kokain” står der som overskrift. I samme artikel afviser Erik al kendskab til stoffer, og kalder bogen ren fantasi – men fantasi er godt nok til at sælge en overskrift – og på den måde går pressen i selvsving. Nu med bogmarkedet som medspiller. Alle kneb gælder når man skal sælge.

Men er det sådan vi skal lave bøger i Danmark? Er det den presse vi vil ha?
Det påstår salgstallene. Og dermed er skylden for den slags historier todelt mellem medier og købere. Man bør blot formode og kræve, at pressen er sit ansvar bevidst. Det er der ikke penge i, men der er seriøsitet i et sådant valg. Spørgsmålet er, om seriøsitet ikke på lang sigt giver flere penge, end at hoppe med på den utroværdige bølge. En dag bliver bedraget jo opdaget – og så er der langt tilbage til dydens smalle sti. Idag er den en firsporet motorvej!

/Søe