/>

Jes Dorph-Petersen om Poul Madsen & Lise Bondesen

Skrevet af torsdag 1 maj 2014

Bookmark and Share

Fra Facebook:Jes Dorph

DEN IKKE SÆRLIGT “MODIGE” BODSGANG….

Idag anvender Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen hele bagsiden på sin egen avis til at rose en af sine egne kolleger for det, Madsen kalder “en modig bodsgang”. Han svinger sig endda op til at formulere det som “et væsentligt samfundsmæssigt bidrag”.

Det synes jeg ikke det er.. tværtimod.

Der er meget mere tale om en NØDVENDIG tilståelse fra et menneske, der hidtil har haft held til at skjule sine enorme fejltagelser og sin sikkert permanent dårlige samvittighed – men som nu er tvunget til at lægge de beskidte kort på bordet. Fordi beviserne er blevet tydeligere end stilheden. Caught in the act.

Poul Madsens ærinde er, at hans egen underholdningschef, den tidligere nyhedschef på Se & Hør, Lise Bondesen i dag åbner op for, hvordan ugebladet i årevis systematisk og bundulovligt sniffede sig elektronisk til en DDR-lignende overvågning af adskillige kendte danskere – blandt dem en tidligere statsminister og medlemmer af kongehuset.

Det gjorde Se & Hør – som vi ved idag – i en væmmelig konstruktion, ledelsen på bladet selv havde lavet i et formaliseret samarbejde med en mand, der via sit job kunne hacke sig ind på ofrenes kreditkort. Og derefter modtog sorte penge af Se & Hør for sin ydelse. Uge efter uge – år efter år.

Dette har Lise Bondesen kendt til fra kort efter hun blev ansat på Se & Hør. Bondesen arbejdede på ugebladet fra 2007 indtil 2013, hvor hun fik job på Ekstra Bladet.

Hun har dermed i mange år selv medvirket aktivt til, at systemet fungerede og virkede. Det indrømmer hun også selv idag. Vi skal huske, at Lise Bondesen ikke “bare” var receptionist eller kantine-medarbejder på Se & Hør: Nej, hun havde i flere år en af bladets vigtigste og mest magtfulde stillinger. Hun havde dermed indflydelse til at ændre noget. Men det gjorde hun ikke.

Og idag tilstår Lise Bondesen altså, at hun i cirka 7 år har været klar over, at dette informations-svineri var hverdagen på Se & Hør. Hun fortæller ganske farverigt, hvordan kollegerne jublede euforisk over, at “det på den måde lykkedes at tage røven på to fremtrædende medlemmer af den kongelige familie” – om dengang i 2008, da Se & Hør ved hjælp af hævekort-kvitteringer fra Prinsesse Marie kunne fortælle os andre, hvor prinsesseN og prins Joachim holdt deres ellers hemmelige bryllupsrejse.

Lise Bondesen har selv skrevet den fire sider lange forklaring idag i Ekstra Bladet, hvor vi læsere i en tone, der er en erindringsbog værdig, føres gennem hele hendes journalistiske karriere fra hun var ung journalist på Aller til idag, hvor Lise Bondesen langt om længe har fået tændt sit indre moralske lys. Blandt andet kan vi læse, at hun søgte stillingen på Se & Hør “en dag, hvor en djævel for op i hende” og at “sladder var hendes store fritidsinteresse.”

Helt usædvanligt (især) for Ekstra Bladet, bliver Lise Bondesen ikke interviewet. Hun har selv skrevet hele sin version af sagen – derfor bliver der ikke formuleret et eneste modspørgsmål, som der ellers i den grad er behov for at Ekstra Bladet kunne stille sin egen underholdningschef idag. En af de hovedanklagede i en mega-skandale har dermed været researcher i sin egen sag – og selv forfattet sit eget forsvar. I en avis, som ellers slår sig op på at stille de anklagede til ansvar med journalistisk integritet og faglighed. En avis, der om nogen ofte anklager faggrupper for nepotisme og misforstået kollegialitet. Og som i denne sag står tilbage som et forpjusket foreningsblad, der danner kreds om sine egne med en enestående historisk og (u)journalistisk særbehandling.

Lise Bondesen bruger dog 15 linjer af sine 4 (fire) sider i dagens Ekstra Bladet til at forklare, hvorfor hun i årevis intet gjorde for at stoppe det ulovlige og pinlige projekt. Hun bruger mange spalter på at fortælle, hvordan de skiftende chefredaktører var fedtet ind i sagen – men om sin egen passive rolle skriver Lise Bondesen kun dette:

” Først i det sene efterår 2012″ – (altså efter cirka 5 år) – “slog jeg omsider i bordet og fik banket ind i hovedet på Se og Hør, at nu skulle det slutte. Og det gjorde det – så vidt jeg ellers er orienteret. Det lyder måske underligt, når man ser på de sidste dages omtale af sagen og dens alvor. Men indtil jeg tog mig sammen og fik stoppet brugen af den hemmelige kilde, fyldte vedkommende ikke specielt meget i mit hoved i dagligdagen på redaktionen.”

Herefter fortsætter Lise Bondesens erindrings-reportage om sig selv med fortællingen om, hvordan hun blev forfremmet til chef for bladets hårdtslående historier og forsiden. “Jeg nedsatte en særlig paparazzi-gruppe, bestående af en håndfuld seje reportere og fotografer, der fik historierne hjem takket være benhård, timers ventetid i biler og buske, dramatiske udlandsrejser og andet.”

Sådan har den øverste leder på Danmarks såkaldt “journalistiske vagthund” idag valgt at præsentere og vinkle forklaringen fra en en de hårdest belastede personer i den største journalistiske skandale i nyere tid.

“Et væsentligt samfundsmæssigt bidrag”, som Poul Madsen formulerer det.
Om en enetale fra en af hans egne. En, han selv har ansat. På sin egen avis.

PS: Hvis nogen møder Lise Bondesen, så hils hende og sig, at hverken jeg, min kone eller vores respektive børn betragter de folk, der for et par år siden på hendes ordre sneg sig efter os i deres mørke biler – og som i flere dage lå i buske med deres telelinser – som “seje reportere og fotografer”. Vi synes, de var ynkelige og latterlige.