/>

Luder-journalistik – Man kan købe sig i kanen med de store aviser

Skrevet af fredag 29 maj 2009

Bookmark and Share

Pressefolk har et saftigt sprog, også når det gælder om at holde orden i egne rækker. Den journalist, hvis pen er til salg for penge, driver, hvad pressen selv i mange år har kaldt for luder-journalistik. Der har aldrig været agtelse for den, hvis holdninger går i kanen for penge.

Ordet luder om den slags journalister er valgt med omhu. Vi har ordet fra tysk, hvor udtrykket har i hvert fald to tydninger, skøge og lokkemad.

Ordet trænger sig på ved oplysningen om, at det gamle og en gang så hæderkronede Aalborg Stiftstidende i 1998 brugte denne lokkemad over for virksomheder: “Kom selv til orde i avisen… Køber du 1/1 sides annonce, får du 1/1 sides redaktionel omtale”.

Oplysningen ligner, hvad der nyligt kunne ses i fagbladet Journalisten som genpart af et brev, avisen JydskeVestkysten har sendt til virksomheder. Her stod, at der blev trukket lod om redaktionel omtale mellem annoncørerne. Omtale i avisen er en tillægs-gevinst, man kan opnå i JydskeVestkysten.

Avisernes redaktioner vil formentlig og forhåbentlig hævde, at de selv afgør, hvad der skal stå i den redaktionelle omtale, men for Aalborg Stiftstidendes vedkommende tyder vendingen “Kom selv til orde i avisen” i den modsatte retning.

Forbruger-ombudsmanden er gået ind i sagen om Aalborg Stiftstidende. Han er rede til at gå til domstolene for at få stoppet sammenhængen mellem annoncer og redaktionel omtale.

Forbruger-ombudsmanden prøvede nylig at få Pressenævnet til at gå ind i sagen, men det lykkedes ikke. Desværre, for så havde slutningen dog været, at sagen var blevet klaret inden for pressens egne rækker. Nu må det blive en kamp mellem samfund og presse.

Når selv store aviser smider trusserne for reklame-kroner, skyldes det, at nød lærer nøgen kvinde at stave til kontakt-annonce. Aviserne er trængt, især de aviser, der hidtil er blevet regnet for store, men som er presset af især den vitterlige redaktionelle og tryktekniske dygtighed og opfindsomhed på den fremstormende Jyllands-Posten.

Lige så hårdt er de hidtil store aviser ramt af fjernsyns-reklamerne, som trækker pengene væk fra spalte-annoncerne. Og der er uden tvivl også en sammenhæng til den vilkårlighed, nogle fjernsyns-stationer har haft i omgangen med reglerne for TV-reklame.

Vi har set, at det regelsæt, der var selve lovgrundlaget for oprettelsen af andre fjernsyns-stationer end Danmarks Radio igen og igen blev brudt, indtil politikerne bøjede sig og gjorde lovbruddene til rampe for ny lovgivning.

Aviser i nød kan fristes til at tro, at de kan have lignende held med at få rykket lovgrundlaget for deres virksomhed, eller at forbruger-ombudsmanden ikke kommer videre med sit stop-krav, end han kom i Pressenævnet.

Nogen vil sige, at aviserne nu bare siger åbent, hvad de altid har gjort. Der er nok heller ikke tvivl om, at avis efter avis har været ude på flisen for at få sedler stukket i trussen. Men der har samtidig været et helt overvejende flertal af danske journalister, som aldrig har villet lægge navn til den form for købt journalistik. Pressens selvjustits har – sammenlignet med mange andre lande – været væsentlig og fjernet de værste udskejelser.

Det er her, der let kan ske et skred. Det er eftertragtet at være journalist, og nogle vil falde for den fristelse at levere luder-journalistik bare for at indånde tryksværten.

Men det er dyrebart, hvad der her på spil. Om der end er nok så mange vildskud i den trykte og elbårne presse, så er det dog pressen i dens mange former, der for øjeblikket mer end noget andet holder demokratiet gående. Det er pressen som samfundets vågne øje, der giver håb for folkestyret trods al den vildledning og magt-misbrug, der finder sted i politik.

Aviserne er i særlig grad på den, men det er uopretteligt, hvis vanskelighederne får redaktionerne til at miste værdigheden. Blad-ejerne og blad-styrelserne gør pressen og samfundet en bjørne-tjeneste ved at falde i den grøft, hvor penge-kræfternes frie spil også gør det frie ord til en lotteri-gevinst.

Vi er kommet dertil, at presse-omtale kan købes. Og enhver tænksom læser vil fra nu af spørge sig selv, om hvert ord, der står på tryk, er købt af en pengestærk bagmand. Er det, jeg læser lige nu, skrevet, fordi det er et påtrængende emne for redaktionens journalister, eller fordi en tegnebog har kunnet købe plads for synspunkterne?

Selve muligheden for en sådan tankegang er undergravende for al tale om fri presse. Den næste tanke må være, at der ikke er nogen grund til for samfundet at bidrage til opretholdelse af en presse, der ikke selv vil være fri. Hvorfor skulle pressen have momsfritagelse, portonedsættelse, investerings-hjælp og mange andre goder i form af statsstøtte, hvis pressen i virkeligheden ikke selv mener, at der er et frit ord at opretholde?

Indtil for kort tid siden var det skik, at hvis et firma for at sælge sine varer indrykkede en annonce, der bare på mindste måde mindede om en redaktionel artikel, så skrev avisen tydeligt oven over: “ANNONCE”. I fremtiden, når aviserne selv lokker for at få den slags omtale ind i spalterne, må der vel skulle stå: “DENNE ARTIKEL ER SKREVET SOM MODYDELSE FOR EN ANNONCE”.

Kønt er det ikke. Selve fremgangsmåden får tanke-djævlene til at myldre frem på jord. Får partierne i fremtiden også omtale efter, hvor mange annonce-kroner de betaler? Er redaktionens ord for og imod EU bestemt af annoncernes størrelse? Og hvordan kommer den til orde, der aldrig indrykker eller har råd til annoncer? Nogle gamle digt-ord om avisen som folkestyrets kampmiddel får hurtigt en ny drejning:

Du bliver velhaverens værner,
når annoncøren har købt din avis,
du går bævrende rigmandens ær’ner,
når blot han har betalt din pris.

© Poul Erik Søe – enmandsavisen.dk – 28. december 1998