/>

Manu: Hvem er Jyllands-Posten

Skrevet af søndag 18 oktober 2009

Bookmark and Share

10521_173428503063_648153063_3783327_386559_n-300x452Under overskriften “Hvem er Manu Sareen” var det mandag den 5. oktober min tur til at blive spiddet af Jyllands-Postens spidse pen. Under det meget lidt sympatiske pseudonym “Kannibalen” forsøger JP at beklikke min professionelle integritet og hæderlighed.

Tillad mig at mene, at Jyllands Posten, hvis journalister jeg faktisk har stor respekt for, her når et redaktionelt lavpunkt. Ikke fordi det er undertegnet, som skal igennem vridemaskinen. Det er et af vilkårene i det politiske liv, og jeg svarer gerne på de få konkrete spørgsmål, som trods alt finder vej til indlægget.

Men anonyme indlæg er dårlig stil, som det undrer mig, at JP lægger plads og navn til. Jeg tager gerne en hvilke som helst diskussion – også om min person – men jeg foretrækker at vide, hvem jeg debatterer med. Hvis man synes, at man er stor nok til at gå efter manden, så gør det i det mindste med navns nævnelse. Ellers bliver JP jo Fox News-skraldespand for hvad som helst. Er det værd at stræbe efter? Jeg kan kun undre mig over, at hvem som helst helt anonymt kan komme med de mest horrible beskyldninger. Jyllands Posten svar på min utilfredshed omkring at man kan svine mig til anonymt var, at avisen ikke tager noget redaktionel ansvar omkring, hvad der bliver skrevet i den anonyme spalte kaldet “Kannibalen”. Det må ærlig talt kaldes for et voldsomt skred i nyere dansk journalstik.

Men for at vende tilbage til de få konkrete spørgsmål, som der mellem de løse påstande trods alt bliver plads til. Der spørges til, hvornår jeg sidst fungerede som konsulent, mit honorar i den forbindelse og om jeg arbejder sort???

Jeg arbejder konstant som konsulent og mine kunder den sidste tid har været: LO, Odense Kommune, Dansk Flygtningehjælp, Politiskolen, Seminarier.dk, Kriminalforsorgen, Københavns fængsler, Ankerhus og Familiestyrelsen.

Jeg skriver også børnebøger, debattere, rådgiver arbejdspladser og er statsrevisor og fritidspolitiker på Københavns Rådhus. Jo – jeg har mange jern i ilden og arbejder ofte 60 – 65 timer om ugen og jeg elsker det. Jeg er kommet til Danmark med min forældre for at gribe de muligheder, som ikke var mulige, der hvor vi kom fra.

Jeg er opdraget til at knokle fordi Danmark giver mig alle mulighederne for klare mig godt og det vil jeg blive ved med. Uagtet om det forvirrer Jyllands Posten billede af mig. Jeg beklager, at jeg åbenbart ikke lever op til avisens billede af en stereotyp immigrant. ” Det kan da ikke være rigtigt, at han klarer sig så godt?”.

JP eller “Kanibalen” er selvfølgelig velkomne til at vende tilbage for en mere udførlig liste over min gøren og laden, men bare ikke anonymt. Og De vil hurtigt finde ud af, at mit liv er lige så røvsygt, skægt og fyldt med bekymringer, som de fleste danskeres liv. Og jeg har sikkert også ligeså mange lig i lasten, som alle mulige andre i dette land. Omvendt så håber jeg, at Jyllands Posten i fremtiden ikke sætter al kritisk sans og troværdighed overstyr på grund af underlige anonyme artikler.