/>

Martin Spang Olsen: Det døende fjernsyn

Skrevet af mandag 5 oktober 2009

Bookmark and Share

MSO260904_55Der var en gang, hvor tv-reklamerne var til for at skabe bedre fjernsyn.  I dag er det omvendt:  Udsendelserne er til for at tiltrække publikum til reklamerne og dermed penge til tv-stationen.  Annoncørerne får således uundgåeligt et stadigt større ord i forhold til hvad der vises, da økonomien på de i stigende omfang baserer sig på reklamer (på alle kanaler) – hvor ofte hører man f.eks. et negativt ord om reklamer på en kommerciel kanal?

Den udvikling kunne man måske nok have forudsagt på hin sorgens dag, da man var kortsynet og grisk nok til at lukke reklamerne ind i dansk tv.  Nu er det naturligvis for sent at gå baglæns, men at moderne seere finder sig i dagligt og helt åbenlyst at blive behandlet som tosser, er mig en gåde.

Men selvfølgelig, at tage kampen op som seer er håbløst.

Selv DR har med sine uelegante “sponseringer” taget det afgørende skridt, hvorfra tilbagevenden til fordums uskyld – den gang, man vendte øletikettene væk fra kameraet – er umulig.  Har du først rakt reklamerne en lillefinger, vil de resten af dine dage spille bold med dig som en odder med en fisk.

Den kamp om seertal, som kommercialiseringen har affødt, har i tv-kanalernes nyhedsflade skabt en art ”glat fordøjelighed”, kombineret med en uklædelig sensationslyst, der har gjort hele nyhedsfladen til et spørgsmål om underholdningsværdi.  Udseendet indgår således i stigenge grad som et kriterium for værterne, skønt man egentlig slet ikke behøver at se en nyhedsoplæser (han skal jo bare læse op).

Det mest irriterende er, at ingen nok så frække og dyneløftende medier har lyst til at løfte sløret for den omfangsrige og helt åbenlyse manipulation, reklamerne dagligt demonstrerer, for vrede annoncører bryder ingen sig om. Man skal jo også leve, ikke sandt, og hvorfor bide den hånd, der fodrer én….

Det seneste i denne udvikling er lange og loyale interviews med lobbygrupper af reklamefolk, der i ramme alvor påstår, at ”børn skam kan lære meget af reklamerne”.  Enestående frækt, men selvfølgelig rigtigt i den forstand, at de lærer, at sanser skal man kun åbne på klem, ellers bliver man manipuleret, og det er jo sandt, så længe der findes reklamer.  Men kan blive en dyr lektie, før man når til den erkendelse.

Selv har jeg for år tilbage taget konekvensen af udviklingen, og holdt op med at se tv – undtagen den lejlighedsvise “pligtkigning” for at glæde min familie og for at kontrollere, om det skulle være blevet bedre (ha! (træt latter)).

Hele verden er desværre ved at polariseres i fjernsynskiggerne, der bliver stadigt mere manipulerede, og os andre, der klarer os, men som så til gengæld må gå glip af et potentielt udmærket medie (og utvivlsomt en god udsendelse i ny og næ).  Man omtaler i ramme alvor fjernsynet som ”et dødt medie” i mange mediekredse.  Er det ikke lidt ærgerligt?

Som borger i et demokratisk land slås man desværre også med flertalsdiktaturets krav til glatte platheder i radioen.  Af besynderlige (eller måske netop ikke af besynderlige) årsager er P3 f.eks. dobbelt så højt og langt lettere at modtage end P1 og P2.

I følge P3 selv er de imidlertid ikke overfladiske nok, og frygter at miste en stor, glatnakket lytterskare til Radio Voice og Uptown i nær fremtid.  Så i stedet for at glæde sig over, at der allerede eksisterer kanaler til glatnakkerne, har man nu på P3 besluttet at stoppe al snak og gå direkte til quizzerne og Dance-musikken.  For majoriteten af lyttere er tale åbenbart for krævende.

Tilbage står P1 som den eneste kanal, der ikke betragter dybde som et fy-ord.  Her har man valgt at springe op og falde ned på majoritetens dårlige smag, skønt kanalen (af samme grund) er under konstante trusler om nedskæringer. Gennemsnitslytteren på P1 er over tres, har jeg ladet mig fortælle, men heldigvis lytter også unge med.  Ikke så mange, selvfølgelig, som i P4s dage – hvilket i sin tid også var hovedårsagen til at det blev nedlagt og flyttet til P3 – de unge skulle jo nødigt blive hængende på P1 og blive skadede (læs: klogere).

På P1 er der fred – og det kan jo gøre hvem som helst ilde til mode i dag.  Over det hele lyste indtil for et år siden to programmer, det mesterlige nyhedsprogram, Orientering, som findes endnu, og det ikke mindre mesterlige Studie 2000.  Sidstnævnte var et enestående godt videnskabeligt program, der af uransagelige grunde blev fjernet og erstattet med en forkølet populærvidenskabelig sag ved navn Leksikon.  Så i stedet for de nyeste teorier indenfor naturvidenskab og forskning, kan vi nu få besvaret spørgsmål af arten:  “hvor længe varede egentlig 30-årskrigen?”  Selv ikke P1 kan man altså have i fred for populisme og pøbelvælde.

Hvor skal vi efterhånden gå hen, for ikke at blive behandlet som lallende idioter af medier, der tror vores største glæde er at se og høre tåbelige danskere sige tåbelige ting om uinteressante emner?  Selv ikke Janteloven kan dog i længden stoppe almindelig nysgerrighed og vidbegær, så en dag indser politikerne formodentlig, at landet faktisk kan tjene på at holde videbegæret i kog hos befolkningen, og at de mest glatnakkede ikke behøver bestemme udbuddet hele tiden.  Man må håbe, der er nogen tilbage at oplyse til den tid – det er nemlig kun et spørgsmål om tid, før en hele befolkningsgrupper fravægler de gængse medier, og begynder at opsøge intelligent underholdning og information på egen hånd.

Det er en tendens, der kendes for mange lande, bl.a. USA, og erfaringen viser, at når først man har givet køb på ordentlig public service, kan den ikke etableres igen.  Når først pengene endeligt har vundet over fornuften, er der kun tilbage at lade medierne kvæles i deres eget bræk.  Til den tid har de selvfølgelig heller ikke fortjent bedre.