/>

Plummer-hoved

Skrevet af fredag 29 maj 2009

Bookmark and Share

Danmarks Radios nye generaldirektør er formentlig allerede trådt tilbage, inden jeg bliver færdig med mine ord her. Det er svært at se, at han har nogen anden udvej. Mage til selvovervurdering er ikke set så kort efter en tiltræden – heller ikke mage til mangel på agtelse for andre, på lydhørhed, på samtale-vilje eller først og fremmest mangel på vilje til at værne det virke, han er sat til at lede.

Kenneth Plummer tror åbenbart, at fordi der – på et tilfældigt, politisk grundlag – sker et skifte i toppen af Danmarks Radio, så giver det ham ret til ene mand at dømme et virke, der er højt værdsat af mennesker med vidt forskellig holdningsmæssig baggrund.

Det er Danmarks Radios program 1, det handler om. Så langt har det ubeskrevne blad Kenneth Plummer ret. Han har åbenbart sans for, hvor der virkelig øves indflydelse – og det er på Etteren, men indflydelsen skyldes ikke politisk skævvridning, som Kenneth Plummer gengives for at have sagt i den skrevne presse. Indflydelsen skyldes frie medarbejdere, der har mod og vilje til at se sagerne efter til de yderste kanter, og som på saglighedens grund tør gengive holdninger, der også byder magthaverne imod.

Skævvridningen af stoffet sker, ifølge Kenneth Plummer, særligt i forbindelse med omtaler af USA og politiske initiativer på højrefløjen. Sådan skriver Berlingske Tidende.

Det har den nye generaldirektør så selvsagt drøftet med de medarbejdere, der lægger skuldre og hoved til de daglige gennemlysninger af det politiske, og som tør være antenne-folk med mod til at fremstå med holdnings-tilkendegivelser på saglighedens syldsten og på trods af arbejdets tidspres og vedvarende gnav af brændingen fra den politiske egennytte.

Nej, Kenneth Plummer har ikke talt med medarbejderne. Han er ude i sit eget ærinde, der handler om i hast at fremstille sig selv som ny stærk mand. Som en Chirac, der ved sin tiltræden måtte lave atom-prøvesprængninger for at få bukserne til at bule, går radioens og fjernsynets nye leder først til den skrevne presse med en nedrakning af det arbejde og de folk, han skal lede – hvorefter han de følgende uger så vil prøve at samle de stumper, har har spredt, i samtale med medarbejderne.

Plummer ligner en grøn spejder, der endnu ikke har duelighedsmærker på uniformsærmet, og som nu i hast skal have bagt snobrød, mens han knobbindende går 100 kilometer tur for at rejse telt og tænde bål på andres marker.

Plummer er udpeget til en af samfundets mest indflydelsesrige stillinger, men røber fra første færd sin uegnethed. Han synes ikke at ane det mindste om magtafkaldets nødvendighed for at kunne lede andre, og hans utilgivelige udspil viser, at han ser på demokratiet som remouladen, ikke som rugbrødet og spegepølsen.

Om han så havde ret i sin løsagtige nedgørelse af det virke, medarbejderne dagligt står i, så er fremgangsmåden grum, selvudstillende og afslører Plummer som et aldeles ubrugeligt redskab i den demokratiske folkeoplysning, der er Danmarks Radios grundsten.

Det fornøjelige midt i den markedsføring af egen magtdyrkelse, Plummer er i gang med, er, at en så latterlig og holdnings-dræbende indledning aldrig før er set på Danmarks Radios generaldirektørpost. Da radioen i sin tid var alene og statens, under navnet Statsradiofonien, stod der i lovgivningen, at der skulle ansættes en generaldirektør “og den nødvendige medhjælp”. Siden er den nødvendige medhjælp blevet til tusinder. Men ingen har nogensinde fra tyverne og frem behandlet medarbejderne som “den nødvendige medhjælp”. Nu synes Statsradiofoniens dage er være vendt tilbage med den ukyndige og historieløse Plummer.

Hvor har Kenneth Plummer så sine synspunkter fra? Fra politikerne! Han har talt med nogle politikere, og de har åbenbart ikke brudt sig om Danmarks Radios P1. Det i sig selv er i hvert fald ikke noget nyt. Politikerne har aldrig været tilfredse med den trykte eller elbårne presse. Og man må håbe, at den dag aldrig kommer. Det er ikke journalisters opgave at tækkes politikere. Deres virke er at skildre politikerens gerninger og ugerninger. De skal sætte brudstykker og hovsa-løsninger i sammenhæng. De skal være et modstykke til magthaverne.

Og en generaldirektør skal frem for alt være et værn for den frihed, som er en forudsætning for oplysning. I stedet har Plummer gjort sig talsmand for politikerne, endda bare en udvalgt flok. Helt vilkårlig indsigelse, indtil nu er ikke nævnt et eneste eksempel, vrides over læberne på Plummers anden arbejdsdag i Danmarks Radio.

Danmarks Radio har nu en generaldirektør, der ikke værner, men vrager sine medarbejdere. Danmarks Radio har en leder, der i stedet for selvstændig stillingtagen, som er et livord for journalistik, har gjort sig selv til talerør, ikke for den journalistiske frihed, men for de politikere, der oftest i egeninteresse ligger i kamp med, øver pres mod og ønsker at mindske holdning og selvstændighed.

Plummer er kommet i den gale stol. Det burde han selv indse.

© Poul Erik Søe – enmandsavisen.dk – 24.8.2005