/>

VELKOMMEN til KanDetPasse.dk

Skrevet af søndag 18 oktober 2009

Bookmark and Share

jeppe3Vi er glade for at åbne hjemmesiden, der har været længe undervejs. Hjemmesiden er både et historisk dokument, hvor offentlige personer og virksomheder kan skrive om de ting de har oplevet med pressen – og et værktøj, hvor folk der bliver udsat for mediestorm kan forsvare sig.

Anders Bircow og Jeppe Søe har i tre uger skrevet med offentlige personer i deres netværk og over 200 har allerede meldt sig som skribenter på KanDetPasse. Åbningen er sket roligt og fredeligt, da siden jo først kommer til at vokse med tiden! Forløbig er der ikke mange der har skrevet endnu, men der har jo heller ikke været mange brud på privatlivets fred på så få dage. Pressen i Danmark er nemlig ikke dårlig – og værktøjet her skal KUN bruges NÅR de går over stregen.

Hvor meget de vil skrive er op til dem selv. Nogle barsler med deres livshistorier om presseoplevelser, andre venter til de får brug for dette værktøj i en presset situation. En del vil fortælle deres egne oplevelser i et erfaringsinterview – og også brancheorganisationer barsler med at fortælle, hvordan de opfatter pressens dækning af deres område.

“At over 200 offentlige personer melder sig på 3 uger viser, at der er behov for et medie af denne slags“, siger Jeppe Søe. “Pressen går tæt på offentlige personer, og det er ofte også både fint og iorden – ovenikøbet ofte med stor glæde, da offentlige personer jo har brug for omtale – men konkurrencen i pressen gør, at medierne er blevet “voldsommere” i deres historier og det har vi mærket på de mange tilbagemeldinger”.

At medierne går tættere på gør også, ifølge mange af de kendte der har meldt sig under vore faner, at researchen ikke er optimal og historier trykkes ofte, uden at man så meget som har forsøgt at ringe for at få historien bekræftet. Historierne strammes og smides på forsiden – eller lever på nettet:

“Internettets ankomst til sladderverdenen er et problem. Så snart en artikel har stået om en offentlig person, så er den online til evig tid. En søgning på Google på en persons navn er ofte det de lever af, og så kommer historier op iblandt, der er tilbagevist eller endda har fået en næse fra pressenævnet”, siger Anders Bircow. “På den måde har man ingen mulighed for at komme ordentligt ud med sin version af historien”.

At der er brug for en side, hvor offentlige personer og virksomheder uredigeret kan komme med deres version, siger en del om hvor pressen har bevæget sig hen:

“Det er ikke mange år siden vi havde en statsminister, der helt åbent havde en elskerinde – hun var endda med til arrangementer, hvor pressen også var tilstede. En dag sagde en gruppe journalister til den pågældende statsminister, at hvis ikke han i det mindste gik mere stille med dørene, så måtte de altså blive nødt til at skrive om hende. Idag er pressen lige på og hårdt, og mange af dem vi har talt med føler, at pressen ikke er en vagthund, men en bidsk pittbull”, siger Jeppe Søe – der dog understreger, at det IKKE er sidens hensigt at være en modpart til pressen. “Vores tanke er blot at formidle personernes egen version af historien og deres egne oplevelser – så må folk selv tro hvad de vil. Vi håber de med tiden begynder at tænke: “Kan det passe?” når de læser sladder”.