/>

Ytringsfrihed er ikke pressens eneret

Skrevet af fredag 29 maj 2009

Bookmark and Share

Den fri presse er demokratiets sidste bolværk. Magtudøvernes forbrydelser mod loven gennem årtier er så omfattende, at kun en fri presse i øjeblikket er det sidste værn for folkestyret og eneste håb-bringer om, at demokratiet engang vil se dage, hvor styringen er folkets.

Men den kendsgerning, at enhver må se hen til en kritisk presse som selve demokratiets redningsflåde, kan føre til sygelig selvovervurdering i dele af pressen. Derfor må pressen udøve selvkontrol, fordi der – når emnet er ytringsfrihed – ikke er andre til at gå nyheds-formidlingen og kommentar-virksomheden efter i sømmene.

Ved et træf er Enmandsavisen kommet tæt på et tilfælde, som røber, at pressens magt og magtmisbrug har et ganske andet omfang, end man sædvanligvis tror. Det almindeligste er at mene og sige, at “den lille mand” ikke kan komme til orde. Jo, “den lille mand” er skam velkommen, så længe “den lille mand” skriver læserbreve, der passer i avisens kram, eller siger ord på gaden i et ordvalg, som lige kan bruges i fjernsynets sammenklipning af folkets røst.

Egentlig ytringsfrihed, hvor enhver kan få sine ord og meninger frem, findes selvsagt hverken i avisen, radioen eller fjernsynet. Det er ikke onde journalisters skyld. Det er den trykte og elektroniske presses natur. Enhver ved, at aviser, radio og fjernsyn ikke kan bringe alt. Altså er de nødt til at vælge ud. Og magten gemmer sig i det valg – noget kommer på og andet udelukkes. Og selv den sureste må bøje sig – for der er pladsmangel i spalterne, i radioudsendelserne og på skærmen.

Over for den magt, der er en naturlig følge af presse-virksomhed, er sat en lovgivning, som er svag, og som efter mit skøn børe være svag. Aviser, radio og fjernsyn forfølges ikke med bål, brand og burtremmer, når der skrives usandt. Og når samfundet har indrettet sig sådan, så er det for at give ytringsfriheden førsteplads uanset skadelige følger. Men samtidig har demokratiets tilbageholdenhed med indgreb over for pressens fejl selvsagt den forudsætning, at pressen i dens trykte og elektroniske former mere end på skrømt nedkæmper egen opfattelse af ufejlbarlighed.

Der har langsomt i dele af den trykte og elektroniske presse bredt sig den opfattelse, at ytringsfriheden, som er sikret i grundloven, er en sær-ret for journalister. Det er helt hen i vejret. Pressens egen frihed er ikke en selvstændig frihed, men er en frihed, som er dybt knyttet til hvert enkelt menneskes frihed i demokratiet. Løsrevet fra den enkeltes frihed ville ytringsfriheden blot være et magt-redskab for aviser, radio og fjernsyn. Det er enhver, der kan ytre sig frit, ikke blot den, der har en presse-uddannelse, er på en avis eller er knyttet til radio eller fjernsyn. Ytringsfriheden har netop kun mening, når dens indhold er frihed til at ytre sig for alle. Internettet kan virkeliggøre den friheds-tanke, hvis magten ikke kravlegårds-gitter op.

I pressen glemmes sammenhæng med pressefrihed og almindelig ytringsfrihed af og til. Ytringsfrihed bliver et fagligt begreb, hvad det aldrig har været. Ytringsfrihed er heller ikke et begreb, hvorunder man kan skjule sine fejl, sine fejl-gengivelser eller sine fejl-tolkninger.

Ingen mister tillid ved at tage fejl og gøre fejl, og da slet ikke når det gælder at skære hakkelse i døgnets rejsestald. Tilliden ryger først, når fejlene skjules, forbigås eller snakkes væk. Journalistik er præget af hurtighed, og journalistisk dygtighed er i farten at varetage pålideligheden. Men fejl er uundgåelige. Fejl er døgn-journalistikkens grund-vilkår. Blot lever dele af pressen ikke op til den forudsætning, at den netop for at blive troet må vedstå sig egne fejl, forklare fejlenes opståen og gøre alt for at rette op på deres skadelige følger.

Det er jo ganske indlysende, at en avis, der bliver skrevet i løbet af et døgn og fylder så meget som en bog, ikke rummer den endelige sandhed. Avisen vil altid kun være tilnærmelsesvis, et forsøg, ofte flere fejltrin end sikre spor. Og avisens gengivelser af, hvad folk har sagt, vil oftest være en grov forkortelse, en nødvendig tilskæring, en tolkning af ordenes tone og indhold.

Når alle disse fejl-muligheder er pressens vilkår, og det alligevel oftest går godt, så skyldes det dels dygtige journalister, som kender de værste muddergrøfter, dels læseres, lytteres og seeres afstand til det, der skrives om. Enhver ved, at der aldrig er flere fejl i avisen, end når journalisten gengiver ens egne ord eller skildrer noget, man selv har deltaget i. Ved et sært tilfælde flytter vi ikke den erfaring – den ofte fejlagtige gengivelse af ens egne ord – med over til læsningen af det, som andre udtaler til avisen.

Den kendsgerning, at det, som den trykte og elektroniske presse bringer, må være et snævert udvalg af mulighederne og virkeligheden, har fået de fleste til at mene, at det netop var “den lille mand”, der ikke kunne komme til orde. Hvorimod det er blevet regnet for sikkert, at dem med tegnedrengen i orden altid kan få deres meninger frem.

Dagens overraskende historie er slet ikke dagens historie, for den er to måneder gammel. Men det overraskende er nyt. Selv et firma som Danfoss kan have meget svært ved at komme til orde. Ikke bare at få sine synspunkter frem, men firmaet kan være to måneder undervejs med at få optaget en rettelse i en avis, som efter firmaets opfattelse har gengivet udtalelser fra Danfoss forkert.

Når Enmandsavisen skriver om sagen, skyldes det, at Enmandsavisen tog Morgenavisen Jyllands-Posten for pålydende værdi og skældte Danfoss ud på grundlag af Jyllands-Postens artikel. Derfor kunne man 10. juli 1998 læse i Enmandsavisen:

“I mine unge dage som journalist var jeg gæst hos Mads Clausen på Danfoss. I fly fra København til Als. Det var noget. Dengang. Nu må jeg tilstå, at jeg ikke var eneste gæst den dag. Vi var en hel flok pressefolk. Vi har hidkaldt for at skrive om Danfoss og gjorde det gerne. Vi var endda lidt stolte af det, selvom vi godt vidste, at det hele gik ud på at få gratis omtale. Stedet gjorde indtryk. Især stedets historie. Virksomheden var blevet til – og blevet stor, ikke kun fordi der havde været håndheld og findelykke. Slid og mådehold, vilje og opfindsomhed var de dele, manden og stedet var gjort af.

Når man nu hører fra Danfoss, synes den gamle arv tabt. Der er endnu ikke opfundet en termostat, der kan styre selvovervurdering, men hvis det nogen sinde lykkes at gøre opfindelsen, er man klar over, at det vil ske netop på Danfoss. I hvert fald har den nutidige ledelse rigelig selvovervurdering til at foretage dæmpende forsøg med.
Danfoss mener at være nået så højt på strå, at virksomheden tilsyneladende leger med at føre egen indenrigspolitik og udenrigspolitik. I hvert fald opleves det sådan. Danmark er ganske enkelt blevet for lille til Danfoss. Det danske folks enfoldighed og tilbageståenhed må uvægerligt føre til, at virksomheden snart skifter navn til Eurofoss.

Der er selvsagt intet galt i, at virksomhedsledere har politiske standpunkter og fører dem frem i den folkelige drøftelse på lige fod med andre. Det er tværtimod så sjældent, at der må værnes om de få tilfælde. Men det er ikke de enkelte virksomhedsledere på Danfoss, der ytrer sig. Det er virksomheden selv, der som en stat i staten vil påvirke, hvad vi andre skal mene. Ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten vakte det opsigt, at virksomheds-lederne på Danfoss ikke kunne nøjes med selv at udtale deres lyst til at sige ja. Man gjorde brug af virksomhedens stilling og magt til at lave en fællesudtalelse, så også medarbejder-repræsentanter stod bag det ja, virksomheden ventilerede.

Nu fortæller så Morgenavisen Jyllands-Posten, at “trods det danske ømu-forbehold” vil Danfoss “lægge massivt pres på leverandørerne og tilbyde dem kun at handle og betale i euroen”.

Jyllands-Posten ved også, at Danfoss-fakturaerne vil have euro som pålydende, og at det planlægges at låne, investere og afgive regnskaber i euro.

Der skal ikke være tvivl om, at det er Danfoss i sine gode ret til. Det er dog del af virksomhedens selvovervurdering, når leverandører skal “presses massivt” til at bruge euroen. Det er i hvert fald uden agtelse for andre virksomheders ret til selvstændig stillingtagen.

Derimod ser det ud til, at kunderne skal presses knapt så massivt. Og det skulle da også være en mærkelig virksomhed, hvis man ikke kunne betale en termostat med islandske kroner, schweiziske franc eller engelske pund.

Nu skal det næppe forstås sådan, at man skal have euro med sig hen til smeden for at købe sig en Danfoss termostat. Man kan nok komme et godt stykke vej også med fremtidig varme-regulering ved hjælp af danske kroner, og Danfoss ser ud ikke ud til at have øjeblikkelige planer om at udbetale medarbejderes lønninger i euro i stedet for kroner.

I det hele taget er det svært at forstå ordene fra Danfoss. Det skal medgives virksomheden, at den medarbejder, der har udtalt sig til Jyllands-Posten, måske er gået for vidt i sit ordvalg. Måske har medarbejderen heller ikke tænkt over, at ordene fra Danfoss kom til at stå som en modsætning til folketingets og regeringens holdning i bladets udtryk “trods det danske ømu-forbehold”.

Men som sagen står til nu, er udtalelserne fra Danfoss en krigserklæring til de folketings-partier, der har vedtaget det danske forbehold over for mønt-unionen og euroen, Socialdemokratiet,. Det radikale Venstre, Venstre, Det konservative Folkeparti, Centrumdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Det er jo folketinget alene – uden at spørge vælgerne, der har valgt at tage forbehold over for møntunionen og euroen. Da danskerne stemte om det i 1993, var forbeholdet allerede vedtaget med fem sjettedels flertal i det danske folketing.

Enhver virksomhedsleder og medarbejder i Danfoss har sin frie ret til kæmpe for euroen og møntunionen – og for dansk deltagelse i den del af EU. Men hvis virksomheden ikke indrømmer andre samme frihed og vil lægge “massivt pres” på andre for at ændre deres holdninger, så er det selvsagt tid for om ikke borgerkrig, så forbruger-krig på termostat-området.

Danfoss er ikke ene om at fremstille termostater, selvom de har en helt overvejende førerstilling i salget. Men der er også andre firmaer, der laver termostater. Andre firmaer i EU og et på Sjælland. De fleste danske grossister i VVS har i deres kataloger i hvert fald tre andre firmaer, der sælger termostater.

På Danfoss er selvovervurderingen så stor, at de vil more sig sig over tanken om en forbruger-krig vendt mod virksomhedens “massive pres” på politiske holdninger. Man skal dog huske, at den slags har det med at brede sig. 60 procent af tyskerne er imod euroen. Der var engang, da Shell også grinede, når talen var om forbrugernes holdninger. Siden stivnede smilet hos Shell, som lærte at høre efter.

Vi har også i trediverne og fyrrerne kendt til mennesker, der så sig som ledere, og som havde for travlt til at vente på folket. De fik lært sig, at folket selv tager sig sin tid. Måske prøver man på Danfoss at efterligne Mærsk-rederen, men læg mærke til, at hvor enig eller uenig man kan være med lederen af virksomheden A P Møller, så har ingen grebet ham i ikke grundlæggende at være i pagt med det folkelige fællesskab.”

Samme dag kunne Enmandsavisen i fortsættelse af kommentaren skrive:

“Enmandsavisen har i dag med Morgenavisen Jyllands-Posten som kilde vendt sig mod virksomheden Danfoss og dens – ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten – hensigt at lægge et “massivt pres” på virksomhedens leverandører for at få dem til at bruge euro”.

For redelighedens skyld gjorde Enmandsavisen Danfoss opmærksom på den kritiske artikel og har som svar modtaget en elpost fra virksomhedens kommunikationsdirektør Sune Salling-Mortensen. Enmandsavisen ønsker at overholde gammel, men glemt presseskik, at læserbreve får lov at stå ene uden kommentar på samme vilkår som den oprindelige kritik. Den regel overtrædes ikke ved at gengive, hvad der allerede stod i Enmandsavisens oprindelige kommentar:

“Det skal medgives virksomheden, at den medarbejder, der har udtalt sig til Jyllands-Posten, måske er gået for vidt i sit ordvalg. Måske har medarbejderen heller ikke tænkt over, at ordene fra Danfoss kom til at stå som en modsætning til folketingets og regeringens holdning i bladets udtryk “trods det danske ømu-forbehold”.”

Brevet til Enmandsavisen fra kommunikationsdirektør Sune Salling-Mortensen lyder således:

“Kære Poul Erik Søe

Jeg har med interesse læst Enmandsavisens artikel om Danfoss og vil blot spagfærdigt bemærke, at med det kendskab til virksomheden og dens historie, du giver udtryk for, burde det være indlysende, at Danfoss aldrig (ALDRIG!) vil drømme at tvangspåføre sagesløse leverandører og kunder en valuta, de ikke selv måtte ønske at anvende. Danfoss har i hvert aldrig givet udtryk for noget sådant.

Derfor var forbløffelsen stor i morges ved læsning af JP og Radioavisen, der ukritisk kolporterede. Kort sagt: Hvis der endnu findes journalistisk anstændighed, vil der i lørdagens udgave af JP være en artikel eller rettelse, der fjerner det indtryk, som dagens JP efterlader, at Danfoss kunne finde på “at lægge massivt pres på leverandørerne” med det formål at få dem til at bruge Euro. Det er en and.
Tværtimod er det sådan, at kun hvis vore kunder og leverandører ønsker at afregne i Euro, så er vi selvfølgelig indstillet på at gøre det, men det er jo etwas anders.
Med hensyn til Amsterdam-traktaten kan både fællestillidsmanden på Danfoss (Mathias Grau) og de tre medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer bekræfte, at der på intet tidspunkt “blev brugt magt”. Det gjorde der heller, da samme parter skrev til Dansk Industris og Metalarbejderforbundets hovedforhandlere i overenskomstforhandlingernes kritiske fase ultimo marts med det formål at undgå konflikt. Det lykkedes så andre årsager beklageligvis ikke.

PS: Hvis Enmandsavisen bringer læserindlæg burde ovenstående placeres der, så den intetanende læser får det retvisende billede af sagen.

Med venlig hilsen

Sune Salling-Mortensen
kommunikationsdirektør.”

De følgende dage måtte man ud fra brevet fra Danfoss vente en opfølgning i Morgen-avisen Jyllands-Posten. Det skete ikke. Derfor bragte Enmandsavisen en tilføjelse 11.7.1998:

Morgenavisen Jyllands-Posten i dag, lørdag 11. juli 1998, synes ikke at indeholde noget dementi eller nogen kommentar hverken fra virksomheden Danfoss eller fra Morgenavisen Jyllands-Posten.

12.7.1998 lød tilføjelsen i Enmandsavisen sådan:

Heller ikke søndags-udgaven af Morgenavisen Jyllands-Posten 12. juli 1998 synes at indeholde noget dementi eller nogen kommentar hverken fra virksomheden Danfoss eller fra Morgenavisen Jyllands-Posten.

Og 13.7.1998 lød ordene:

Morgenavisen Jyllands-Posten har tilsyneladende heller ikke i dag, mandag 13. juli 1998, nogen kommentar eller et dementi af udtalelserne fra virksomheden Danfoss.

I dag næsten to måneder efter, 8. september 1998, har Enmandsavisen modtaget følgende brev kommunikations-direktør Sune Salling-Mortensen, Danfoss:

“Kære Poul Erik Søe
Når jeg husker Enmandsavisen 10.7. “Danfoss mangler termostat på selvovervurderingen” samt Enmandsavisens vedholdende opfølgning på sagen 11., 12. og 13. juli, må jeg for god ordens skyld henlede opmærksomheden på Jyllands-Posten for lørdag den 5. september, side 2, øverste højre hjørne:
“Pressenævnet pålægger Jyllands-Posten at bringe følgende genmæle….”

Til ære for Enmandsavisen gengives her et uddrag af nævnets kendelse:
“Det er Pressenævnets opfattelse, at bladet burde have foretaget berigtigelse på eget initiativ. Da dette ikke skete har bladet på dette punkt tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik. I medfør af
medieansvarsloven paragraf 49 pålægges det herefter den ansvarhavende redaktør af Jyllands-Posten i overensstemmelse med medieansvarslovens paragraf 39 at offentliggøre følgende:” —- som altså kan læses i JP 5.9. side 2!”

Med venlig hilsen, Sune Salling-Mortensen
Vice President, Corporate Communications”

Opmuntret af elposten fra direktøren Sune Salling-Mortensen slår man op i Jyllands-Posten. Det er just ikke den nemmeste artikel at finde. Overskriften ser ud til at være en 4 cicero, det største bogstav er tre millimeter højt. Overskriften er: Genmæle.

Da den oprindelige artikel blev bragt, var der drønende overskrifter. Det var dagens erhvervs-nyhed, den store sag. Det var virkelig et skred i hele erhvervslivets holdning til politisk frihed, men man kunne altså læse, at trods det danske ømu-forbehold ville Danfoss lægge massivt pres på leverandørerne og tilbyde dem kun at handle og betale i euroen.

Nu står så i Jyllands-Posten på side 2 efter to måneders tavshed endelig virksomheden Danfoss’ genmæle blegt og skamfuldt ude til højre med skambidt venstre-margin.

Men mest forbløffende er det dog, at Jyllands-Posten tilsyneladende slet ikke bringer Pressenævnets kendelse.

Jyllands-Posten skriver kun følgende indledning:
“Pressenævnet har pålagt Jyllands-Posten at bringende følgende genmæle”.

Men fra Danfoss-brevet ved vi jo, at Pressenævnet gjorde mere end at pålægge Jyllands-Posten noget. Ordene ifølge Danfoss var helt anderledes end Jylland-Postens gengivelse: “Det er Pressenævnets opfattelse, at bladet burde have foretaget berigtigelse på eget initiativ. Da dette ikke skete har bladet på dette punkt tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik. I medfør af medieansvarsloven paragraf 49 pålægges det herefter den ansvarhavende redaktør af Jyllands-Posten i overensstemmelse med medieansvarslovens paragraf 39 at offentliggøre følgende:”.

Jyllands-Posten som EkstraBladet har aldrig godtaget tanken med et pressenævn, og det er også nemt at se pressenævnets svagheder. En af de åbenbare svagheder er, at pressefolk kommer til at fælde dom over pressefolk, og der er selvsagt ingen sikkerhed for, at de skiftende medlemmer af pressenævnet har højere pressemoral end de udøvende journalister og redaktører. Pressenævnet er kun oprettet som det mindste af to onder, nemlig for at hindre, at der bliver en egentlig statslig kontrol af pressen.

Det hører afgjort til Jyllands-Postens frihed, at redaktionen kan mene om pressenævnet, hvad den vil. Men netop et blad, der vil sætte sig uden for enhver kontrol og dermed på smuk vis hævde den egentlige frihedstanke i grundloven, må selvsagt ivrigere end alle andre sikre sig, at der virkelig er ytringsfrihed både for bladets modstandere, men jo da i høj grad også for de mennesker, der udtaler sig til avisen, og som måske gengives forkert.

Nu skulle det altså tage to måneder og omvejen ad pressenævnet for en virksomhed blot at få trykt, at virksomheden mener noget andet, end Jyllands-Posten har gengivet i bladet. Er det virkelig et tillids-skabende forløb for en stor dansk avis?

Her er ordene, som var så længe undervejs:

“Morgenavisen Jyllands-Posten skriver 10.juli i Erhverv & Økonomi under overskriften “Danske virksomheder satser helt på euroen”:

“Trods det danske ØMU-forbehold vil både Danfoss og Coloplast lægge massivt pres på leverandørerne og tilbyde dem kun at handle og betale regninger i den fælles EU-valuta.”

Dette er faktuelt forkert, idet Danfoss aldrig har givet udtryk for at ville “lægge massivt pres på leverandørerne” endsige “tilbyde dem kun at handle og betale regninger i den fælles EU-valuta”. Tværtimod. Danfoss er derimod indstillet på at imødekomme de kunder og leverandører, der af eget ønske vil benytte den fælles EU-valuta ved afregning.

Med venlig hilsen, Danfoss A/S, Sune Salling-Mortensen, Kommunikationsdirektør.”

Efter at have læst det lille blege hjørne i Jyllands-Posten sidder man og undrer sig. Der er ingen beklagelse. Der er intet forsøg på rettelse eller forklaring på, hvordan bladet kan skrive det ene, når virksomheden hævder at have sagt det modsatte.

Man får aldrig at vide, om Jyllands-Posten stadig mener, at en medarbejder ved Danfoss sagde de ord, bladet oprindelig skrev, og om Jyllands-Posten kun bringer genmælet nu, fordi det er blevet pålagt af pressenævnet.

Man må dog gå ud fra, at hvis Jyllands-Posten kunne dokumentere, at en medarbejder havde sagt de oprindeligt trykte ord, så havde man ikke kun bragt det lille blege genmæle i øverste højre hjørne på side 2 sammen med en endnu mindre rettelse af en artikel om salmonella i bønnespirer.

Altså må man gå ud fra, at Danfoss har ret i sit genmæle, hvorefter man tager fat på at tænke over, hvilken hensigt Jyllands-Posten dog kan have haft ved at bringe det modsatte til torvs? Vil Jyllands-Posten ikke nøjes med at gengive, hvad danske virksomheder mener om EU og Møntunionen, eller har Jyllands-Posten en skjult dagsorden? Er der et budskab, som med vold og magt og store overskrifter skal påduttes læserne, endog ved hjælp af danske virksomheders udsagn, der jo ikke på samme tid kan være løgn og sandt.

Måske nogen kan huske morgenen efter uroen på Nørrebro i 1993. Der blev kastet med brosten – både af uromagere og politibetjente. Men mest overraskende af alt var dog den ledende artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten. Den hed “Nej-sigernes sande ansigt”. Pludselig var brostens-kastere på Nørrebro talsmænd for halvdelen af det danske folk. Er det denne lukkede redaktions-verden af opfundne fjender og venner, der forlokker Jyllands-Posten til det, som blev indledt som en stort opsat nyhed om dansk erhvervsliv og EUs møntunion og nu to måneder efter er sat i skammekrogen på avisens øverste højre hjørne?

Hvad skal man gøre som læser? Ikke andet end det sædvanlige, medbringe sig selv og sin skepsis. Bag alle ord i alle pressens former kan ligge en virkelighed, som er stik modsat det, pressen fremstiller. Man skal ikke forfalde til de store krav om kontrol, selvom det kan være nok så fristende. Selve ytringsfrihedens væsen dør af kontrollen.

Mængder af værdifulde mennesker går i smadder på en presse, hvor ordene ikke bærer vand. Vi har ikke noget våben mod pressemisbrug – ikke andet våben end pressen selv og det frie ord. Og vi skal ikke opfinde et andet våben end det frie ord i kamp med det frie ord.

Enmandsavisen, der tog udtalelserne for to måneder i Jyllands-Posten for pålydende værdi, beder om tilgivelse for de ord, der blev en følge af Danfoss-ytringerne, som de var gengivet i Jyllands-Posten.

Og dog er det jo ikke Jyllands-Postens skyld. Eller Danfoss’s skyld. Ansvaret ligger kun eet sted, hos redaktøren af Enmandsavisen. Han stolede på ordene, som de var gengivet i Jyllands-Posten. Det var hans skøn, at ordene var sagt, som de blev gengivet.

Det kan enhver af os lære af denne sag. Man skal ikke bare stole på, at ord, der gengives i pressen, er så holdbare, at man kan gå til angreb på dem.

Det er tilmed sådan, at man ikke engang kan stole på ordene, hvis der ikke er taget til genmæle mod dem efter nogle dages forløb. For den, der er blevet tillagt ord, kan blive hindret i at tage til genmæle.

Jamen, hvor ender vi så? Nøjagtig, hvor vi er. For hvis man tager denne sag mellem Jyllands-Posten og Danfoss alvorligt, så standser al offentlig debat.

Hvis man ikke kan skrive imod ord, der udtales til en avis, fordi man skal vente to måneder på at høre fra Pressenævnet, om ordene er sagt sådan eller ej, så har nutidig debat ingen mening mer.

Med al mistillid værnet må man derfor i dybeste tillid til, at pressen gør sit arbejde bedst muligt, tiltage sig retten til at drøfte det, pressen viderebringer. Men hver gang man gør det, kan det føre til ny uretfærdighed.

© Poul Erik Søe – fra Enmandsavisen.dk – 8. september 1998